- Selv med rollator kan du være med

16.04.2024

For et år siden holdt Favrskov Kommune en workshop om aktive seniorer med fokus på at få endnu flere med i fællesskabet. Nu er der lavet en evaluering af workshoppen og de deltagende foreningers indsats. I Ulstrup IF har det ført til, at de har fået spillet bowls på programmet.

I hele kommunen tilbyder foreningerne forskellige aktiviteter målrettet seniorer, og mange borgere benytter sig af dem. Sådan oplever Ole Krogh det også i Ulstrup IF, hvor han sammen med sin kone er tovholder på tilbuddet Idræt om dagen. Det byder blandt andet på badminton, gymnastik, pickleball og tæppecurling. Udover det er der også krolf, tennis, oldboys fodbold og stavgang.
- Vi har faktisk mange tilbud, og ikke mindst så handler det for mange også om at komme ud og være en del af fællesskabet, så de ikke bliver ensomme. Vi har oplevet, at nogle ældre er faldet fra, så derfor har vi hele tiden fokus på at kunne tilbyde aktiviteter, så du selv med rollator kan være med. Nyeste skud på stammen er spillet bowls, fortæller Ole Krogh.

Efter workshoppen havde Ulstrup IF et åbent hus-arrangement, hvor DGI præsenterede spillet for de fremmødte, og flere gav udtryk for, at det var et godt alternativ til eksempelvis tæppecurling. Med tilskud fra Favrskov Kommune købte klubben et sæt hjem. Det er et spil, der minder om tæppecurling, men med asymmetriske læderkugler, der gør det lidt mere avanceret og udfordrende. 
- Så hvis man har spillet meget pickleball eller måske tæppecurling, så er bowls en mulighed. På den måde kan du skifte imellem spillene, så du ikke kommer til at kede dig. Og alle kan være med. Hvis du eksempelvis har fået ondt i armen af at spille badminton, så har vi helt sikkert et andet tilbud til dig. Livet med bevægelse er i hvert fald ikke slut. Også fordi vi gerne vil slå et slag for det efterfølgende sociale samvær, som er en vigtig del af vores tilbud til seniorerne, lyder det fra Ole Krogh.

Han glæder sig over aktivitetsniveauet i klubben og mener, at der er mange gode tilbud til seniorerne:
- Dermed ikke sagt, at vi ikke skal finde på nyt, og det har vi også gjort med bowls. Det var et fint tiltag med workshoppen, hvor vi også fik mulighed for at snakke sammen på kryds og tværs og udveksle erfaringer. Vi skal fortsætte med at gøre opmærksom på, at vi er her og hive fat i folk, hvis de falder fra eller ikke kan finde ind i fællesskabet. 

Læs mere om spillet bowls