You are here

En særlig cafe modtog Handicapprisen 2017

Cafe AG modtog Favrskov Handicapråds Handicappris 2017 4. december 2017.

En flok glade medarbejdere i Cafe AG modtog i dag Handicapprisen 2017. Cafe AG ligger i Favrskov Sundhedscenter, Hadsten og laver hver dag mad til både de besøgende i cafeen og til kantinen på Hadsten Skole.

Diana og Palle Jørgensen fra Ulstrup havde indstillet Cafe AG til handicapprisen, fordi de oplever, at deres søn, Mikkel, har en helt unik arbejdsplads i cafeen.

- Mikkel er blevet taget godt i mod og trives virkelig på sit arbejde. Mikkel begyndte som praktikant og fik senere en plads som EGU-elev, og vi oplever, at han er glad hver dag, når han tager afsted og glad, når han kommer hjem. I Cafe AG er der nemlig plads til forskelligheder og plads til at vokse med opgaverne, og det nyder Mikkel godt af, fortæller Diana Jørgensen.

Cafe AG blev skabt i 2010 som en arbejdsplads til de borgere, der havde brug for et job på særlige vilkår, og afdelingsleder Mette Lilholt mener, at forklaringen på Cafe AG’s succes er rummelighed og øje for den enkeltes kompetencer.

- Der er skabt en kultur, hvor alle kan bidrage med noget. Her bliver ikke set på diagnoser, modersmål eller begrænsninger, for her findes opgaver, der giver alle en berettigelse. Alle kan være med i lige netop de timer, de har overskud til – og med de færdigheder, de har, fortæller Mette Lilholt.

Lige nu giver Cafe AG meningsfuldt arbejde til 19 medarbejdere på individuelle vilkår og med meget forskellige baggrunde.

Nils Borring sagde i sin tale ved overrækkelsen, at "Handicapprisen måske kan ses som Handicaprådets Michelin-stjerne, for her går god mad hånd i hånd med rummelighed, mangfoldighed og plads til alle".

Handicapprisen uddeles af Handicaprådet hvert andet år, og prisen gik i 2015 til Expedit

Dato: 04. december 2017

Senest opdateret:

04. december 2017