- Det gør noget godt ved en at blive fremhævet

16.04.2024

33-årige Camilla Hjorth i Anbæk ved Hammel er dagplejer og er blevet indstillet af Dagplejen Favrskov som årets velfærdstalent. Det er i regi af PenSam og FOA, og Velfærdens Talent 100 bliver fejret på Christiansborg 30. maj 2024. Camilla håber, at hun er blandt de 100 udvalgte.

’Camilla kan med sit stille, men ihærdige væsen, formå at skabe en stærk relation til børnene i sin dagpleje og til deres familier. Det kalder på ihærdighed, dygtighed og faglig nysgerrighed, når man som dagplejer har fire-fem børn med forskellige behov, der skal tilgodeses i løbet af en dag. Og det har Camilla.’
Sådan lyder det blandt andet om Camilla Hjorth i indstillingen. Hun er uddannet pædagogisk assistent, har været dagplejer siden 2018 og har selv to børn på seks og syv år. Hun måtte lige læse mailen om indstillingen to gange.
- Det gør noget ved en at blive fremhævet, og jeg skulle lige læse mailen med indstillingen to gange for at tro på det. Jeg blev både overrasket, glad og beæret, for det betyder, at jeg bliver set og værdsat for det, jeg gør. Det er et godt initiativ, fordi det er med til at sætte fokus på vores fag, der ofte er lidt overset, siger Camilla.

Hun kan svare hurtigt på spørgsmålet om, hvorfor hun er vild med at være dagplejer:
- Der er nærvær, trygge rammer, en fast gruppe børn og gode kolleger, du kan sparre med. Der er undervisning, hvor jeg får fyldt ny viden på, og endelig er jeg også gruppekoordinator, hvor jeg sammen med en kollega er med til at få ferie og fridage til at gå op. Det ansvar kan jeg godt lide at have.

Hun er selv født og opvokset i et dagplejehjem, så efter job i SFO, vuggestue og børnehave var hun i 2018 klar til at prøve jobbet som dagplejer. 
- Og jeg har ikke fortrudt. Du er din egen chef og er tæt på nogle skønne børn, som du er med til at gøre robuste og selvhjulpne til at gå videre ud i livet. Det er et stort ansvar, og det er fedt at være med til. Jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver blandt de 100 udvalgte, men hvis ikke, så er det også fint at være indstillet, og på den måde kan jeg forhåbentlig være med til at fremhæve dagplejen i Favrskov Kommune som en fantastisk arbejdsplads, også for unge mennesker, lyder det fra Camilla Hjorth. 

Læs mere om Velfærdens Talent 100