You are here

Trap-udgivelse med info om Favrskov

  • Slotte og herregårde er blandt andet omtalt i Trap Danmark-udgivelsen - her er det Clausholm.

    Slotte og herregårde er blandt andet omtalt i Trap Danmark-udgivelsen - her er det Clausholm.

  • Favrskovs smukke og varierede natur fylder også godt i bogen. Her er det Gudenåen.

    Favrskovs smukke og varierede natur fylder også godt i bogen. Her er det Gudenåen.

  • Fra Busbjerg er der en rigtig god udsigt.

    Fra Busbjerg er der en rigtig god udsigt.

12. december 2019 udgiver Trap Danmark bind 11 om kommunerne Silkeborg, Favrskov og Skanderborg.

I alt har 204 forskere og eksperter bidraget med viden til denne bog om det væsentligste fra Nørre Knudstrup til Voldum og fra Vester Velling til Tebstrup.

I deres pressemeddelelse skriver Trap Danmark: 

Få indsigt i alt fra Asger Jorn og juletræsproduktion til Smukfest og Steinerpædagogik. Besøg Det Midtjyske Søhøjland, der med høje bakker, dybe dale og talrige søer udgør et af Danmarks mest storslåede istidslandskaber. Læs om Frijsenborg Slot, den traditionsrige ildfestregatta og Luftwaffes danske hovedkvarter. Bliv klogere på Øm Kloster, barokanlægget Bidstrup og Tollundmanden, og læs om såvel Michael Drewsens papirfabrik som de omfattende arkæologiske fund i Alken Enge. Også Vilhelm Kyhn, Himmelbjergmalerne, Gudenå, Jyske Bank A/S og Genforeningstårnet, der kroner Ejer Bavnehøj, har fået plads.

 Chefredaktør Niels Elers Koch udtaler i forbindelse med udgivelsen:
”Vi har set meget frem til at præsentere dette bind, der med indhold om tre spændende kommuner – Silkeborg, Favrskov og Skanderborg – giver læsestof til alle interesserede og videbegærlige. Bogen beskriver såvel by og land som søer og skove, og den er oplagt i bogreolen eller på sofabordet i ethvert midtjysk hjem.

Hvordan bindet er blevet til

Trap Danmarks redaktion står for at indsamle, redigere og formidle faglig viden om hele Danmark. Indholdet skrives af udvalgte fageksperter og konsolideres af fagkonsulenter. Trap Danmark har desuden et fagligt råd, der sikrer de overordnede redaktionelle retningslinjer - se holdet bag udgivelserne.  
 

Pris og sidetal

Vejledende udsalgspris for det indbundne bind Trap Danmark: Silkeborg, Favrskov, Skanderborg er 419,95 kr., og sidetallet er 320.  Bogen kan købes hos boghandlere i hele landet og hos internetboghandlere.

 

Om Trap Danmarks 6. udgave

Danskerne præsenteres i disse år for et formidlingsunivers, som ikke finder sit lige nogen andre steder i verden. Det sker i form af Trap Danmark, der er en omfattende samling af levende fortællinger, dybdegående beskrivelser og leksikale informationer om Danmarks natur, historie og kultur. Det er 6. gang, Trap Danmark udkommer i perioden fra 1856 til i dag. Læs mere om Trap Danmark.

De trykte udgivelser består af et 34-bindsbogværk på ca. 10.000 sider, som man kan abonnere på. Derudover udkommer enkeltstående kommunebøger – én for hver kommune. I maj 2020 udkommer udgaven om Favrskov Kommune.

Kommune for kommune beskriver Trap Danmark de enkelte steders geologi, geografi, biologi, arkæologi, historie, kultur, kunst og arkitektur samt samfunds- og erhvervsliv.

Trap Danmark vil også lancere digitale tjenester. Det drejer sig bl.a om en webbaseret tjeneste, der giver adgang til information om steder, rettet mod både PC, tablet og mobil, med søgbare og pålidelige informationer om Danmark. Indholdet om Silkeborg, Favrskov og Skanderborg vil dog først blive tilgængeliggjort digitalt i løbet af 2020.

Bag udgivelsen står Trap Danmark A/S med økonomisk støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt G.E.C. Gads Fond. H.K.H. Kronprinsen er protektor for Trap Danmark. Læs mere om Trap Danmark 

Dato: 09. december 2019

Senest opdateret:

09. december 2019