You are here

Stor interesse for at blive domsmand

Kommunen har allerede fået langt flere ansøgere, der vil være domsmænd, end der er behov for. Dog mangler der nogle personer for at gøre listen repræsentativ.

Favrskov Kommune er i den heldige situation, at der har været stor interesse for at blive domsmænd og dermed komme med på grundlisten, hvorfra der skal vælges 161 personer til By- og Landsretten i perioden 2020-2023.

Derfor lukker vi for ansøgninger til grundlisten. Dog er der et par undtagelser, da der er krav om, at kommunen skal sammensætte en alsidig og repræsentativ grundliste. Favrskov Kommune mangler fortsat personer i alderen 18-30 år, ufaglærte og personer af anden etnisk herkomst.

Hvis du er i en af de kategorier og kunne tænke dig at ansøge, er du velkommen til senest 17. februar 2019 at kontakte:

  • Jane Mia Hesselgart, chefkonsulent, 89 64 61 09
  • Lone Glargaard, sekretariatsmedarbejder, 89 64 61 05

 

 

Spørgsmål og svar om at være lægdommer

  • Hvad er en lægdommer?

    En lægdommer er en person uden juridisk eksamen, der sammen med de(n) juridiske dommer(e) i By- og Landsret deltager i strafferetssager. Som lægdommer er man den ”sunde fornuft”, som bidrager med den almindelige danskers synspunkter. Lægdommere er selvfølgelig også forpligtede til at handle i overensstemmelse med lovgivningen som de juridiske dommere er.

     

  • Hvad laver en lægdommer?

    Bliver man udtaget til at være lægdommer, så gælder det for en periode på fire år (2020-2023). En lægdommer deltager i straffesager enten som domsmand eller nævning. Som lægdommer har man samme indflydelse som de juridiske dommere på, om den anklagede skal dømmes, og hvilken straf der i givet fald er tale om.

    En lægdommer medvirker i gennemsnit fire gange om året, og indkaldelsen kommer i e-Boks med en sms-reminder, når mødet i retten nærmer sig.

    Der er tale om et borgerligt ombud. Det vil sige, at man som udgangspunkt ikke kan frasige sig at være lægdommer, hvis man først er blevet udpeget. Det er derfor vigtigt, at man gør op med sig selv, om man har tid og overskud til det.

    Læs mere om domsmandssager.

    Læs mere om nævningesager.

  • Får du kompensation?

    Som lægdommer får man 1.100 kr. pr. dag og 120 kr. for hver nat, man er væk hjemmefra. Man får dækket sine udgifter til transport, hvis man bor mere end tre km væk fra retten. Der skal betales skat af det beløb, man får for at medvirke som lægdommer.

Dato: 18. januar 2019

Senest opdateret:

18. januar 2019