You are here

Favrskov ønsker en røgfri fremtid

Favrskov Kommune har tilsluttet sig partnerskabet Røgfri Fremtid, der har en målsætning om, at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030.

I fremtiden bør ingen danskere ryge. Det er visionen i partnerskabet Røgfri Fremtid, som Favrskov Kommune netop har tilsluttet sig. Knap halvdelen af de danske kommuner indgår aktuelt i partnerskabet, der skal gøre det muligt for børn og unge at vokse op helt uden røg, samtidig med at andelen af voksne rygere sænkes betragteligt.

Borgmester i Favrskov, Nils Borring, har underskrevet partnerskabsaftalen på kommunens vegne, og han glæder sig over, at Favrskov er med til at gå forrest i kampen for at give de unge muligheden for et liv uden røg.

- Vi ved, at de fleste rygere er startet med at ryge, inden de fyldte 18 år. Vi ved også, at hovedparten af dem ender med at fortryde, at de begyndte. Derfor giver det god mening, at vi arbejder for at skabe et liv uden røg for alle. Det er ikke mindst vigtigt, at vi ikke får flere nye rygere, så vi får løst problemet ved dets rod. Det er vigtigt, at vi er mange, der tilkendegiver, at nu skal vi hele vejen i mål, og derfor er vi med i Røgfri Fremtid, siger Nils Borring.

Det går stille og roligt den rigtige vej med rygningen i Favrskov, hvor andelen af rygere er faldet fra 20 procent i 2010 til 14 procent i 2017. Til trods for faldet er rygning fortsat det område, hvor der er mest at vinde, når det gælder om at reducere sygelighed og dødelighed. Derfor igangsætter Favrskov efter sommerferien en forebyggende indsats i folkeskolerne, der blandt andet medfører, at eleverne ikke må ryge i skoletiden. Derudover skal undervisningen også styrke elevernes evne til at modstå presset til at ryge og give dem viden om rygnings skadelige virkninger.

Bag Røgfri Fremtid står Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, og partnerskabets målsætning er, at ingen børn og unge under 18 år ryger i 2030, mens mindre end fem procent af den voksne befolkning ryger.

Det koster i gennemsnit ti leveår at være daglig ryger. I Favrskov Kommune har alle medarbejdere og borgere mulighed for at deltage i gratis rygestopforløb.

Dato: 10. juli 2018

Senest opdateret:

10. juli 2018