You are here

Favrskov-elever besøger erhvervsskoler

  • Med initiativet får eleverne et bedre indblik i, hvad erhvervsskolerne kan tilbyde.

    Med initiativet får eleverne et bedre indblik i, hvad erhvervsskolerne kan tilbyde.

  • På Haandværkerskolen kunne folkeskoleeleverne også se noget af det, skolens elever selv har lavet.

    På Haandværkerskolen kunne folkeskoleeleverne også se noget af det, skolens elever selv har lavet.

  • Kristina Kristensen (tv.) og Mia Kristensen går i samme klasse på Hadbjerg Skole.

    Kristina Kristensen (tv.) og Mia Kristensen går i samme klasse på Hadbjerg Skole.

Nyt initiativ skal fremme unges interesse for erhvervsuddannelserne.

Flere unge skal få øjnene op for erhvervsuddannelserne. Det er målet med et nyt initiativ på flere af Favrskov Kommunes skoler. Elever fra i alt 17 7.klasser på seks folkeskoler har i maj og juni været på besøg på en erhvervsskole for at se og høre, hvordan det er at være elev på skoler som eksempelvis Den jydske Haandværkerskole.

Eleverne har samtidigt brugt lektioner på forberedelse inden besøget og på at følge op på besøget efterfølgende.  Det er UU – Ungdommens Uddannelsesvejledning – der arrangerer besøgene og sørger for ekstra fokus på erhvervsuddannelserne i deres vejledning af eleverne.

For flere af eleverne var det en god oplevelse at være på besøg på skolerne. For eksempel for Mia Kristensen, der går i 7. klasse på Hadbjerg Skole. Hun var med klassen på besøg på Den jydske Haandværkerskole og SOSU Randers.

- Jeg synes, det var spændende at se, hvad de lavede. Jeg vidste godt, at man kunne blive uddannet som tømrer, men jeg vidste ikke, hvad uddannelsen er. Det overraskede mig, at de var i gang med at bygge noget i virkeligheden. Jeg troede mere, at de havde almindelig undervisning på skolen, som jeg kender det, siger Mia Kristensen.

Hendes klassekammerat Kristina Kristensen synes også godt om besøget:

- Det var rigtig spændende at se det i virkeligheden i stedet for bare at høre om det i skolen. Eleverne skulle selv styre deres hverdag, for de var alle i gang med projekter. Umiddelbart er det ikke en erhvervsuddannelse, jeg har interesse i, men jeg synes, det var spændende at få et indblik i.

Det er Arbejdsmarkedsudvalget, der står bag beslutningen om det nye tiltag. Formanden for udvalget, Erling Kvist Andersen (A), glæder sig over, at eleverne får et bedre indblik i, hvordan det er at tage en erhvervsuddannelse.

- Danmark kommer til at mangle faglært arbejdskraft, hvis ikke flere unge vælger en erhvervsuddannelse. I Favrskov har vi valgt at tage det ansvar på os.  Blandt andet ved at styrke samarbejdet mellem folkeskolen og erhvervsskolerne, så de unge har et bedre grundlag at træffe deres beslutning på, når de skal vælge uddannelse. De, der vælger en erhvervsuddannelse, har også gode muligheder for at få et job, siger Erling Kvist Andersen.

Ved Favrskovs budget 2015-18 blev der afsat 120.000 kr. årligt til initiativer til at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse.

Flere af de kommende 8. klasser i Favrskov får flere billeder på, hvad en erhvervsuddannelse er, når de til februar næste år tager til DM i Skills i Fredericia. Her dyster unge fra erhvervsskolerne om at være de bedste til deres håndværk.  

 

 

Dato: 30. juni 2015

Senest opdateret:

30. juni 2015