You are here

DCC og 7. a var et godt match

  • Eleverne viser de færdige brugervideoer for hele forsamlingen.

    Eleverne viser de færdige brugervideoer for hele forsamlingen.

  • Kent H. Jeppesen (tv.) overrækker præmier til vinderne sammen med Flemming Jessen.

    Kent H. Jeppesen (tv.) overrækker præmier til vinderne sammen med Flemming Jessen.

  • Hele klassen får ros for deres indsats og deres måde at løse opgaverne på.

    Hele klassen får ros for deres indsats og deres måde at løse opgaverne på.

  • Mathias Hauge og Thea Mortensen har været meget tilfredse med DCC-forløbet.

    Mathias Hauge og Thea Mortensen har været meget tilfredse med DCC-forløbet.

I et Åben Skole-projekt har eleverne prøvet kræfter med den virkelige verden til stor glæde for alle involverede.

Dansk Computer Center (DCC) i Søften ved alt om computere, og eleverne i 7. a på Haldum-Hinnerup Skolen har som brugere et nært forhold til computere og andet teknisk udstyr. Favrskov Erhvervsråd og Anne Waagepetersen, pædagogisk konsulent i Favrskov Kommune, har koblet virksomheder og skoleklasser sammen for at få gang i Åben Skole-projekterne. DCC og 7. a på Haldum-Hinnerup Skolen blev koblet sammen, da eleverne skulle lære noget om bæredygtig genanvendelse af computerdele.

Sammen udviklede de et projektforløb, hvor eleverne skulle producere brugervideoer. På DDCs værksted fik eleverne lov til at prøve at skifte eksempelvis skærmen på en bærbar computer, udskifte tastaturet eller strømforsyningen. Opgaven gik så ud på at videooptage udskiftningen og beskrive det hele via et engelsk speak.

Ved en lille seance for nylig sammen med forældrene og repræsentanter fra DCC fik eleverne lejlighed til at præsentere deres brugervideoer for hinanden. Samtidig kunne Flemming Jessen, E-handels-og marketingschef ved DCC, udpege en vinder.
- Vi har bedømt jeres videoer ud fra flere forskellige kriterier – kan man forstå speaket, er optagelserne i en god kvalitet, hænger arbejdsgangen sammen, er baggrundsmusikken passende, og kan kunderne bruge videoen til noget som helst, lyder det fra Flemming Jessen.
En vindergruppe bliver udpeget, og de får en lille tablet, og alle eleverne får også en powerbank. Og så får hele klassen ros for at være interesserede, ihærdige og kreative.

Kent H. Jeppesen, adm. direktør i DCC, og Flemming Jessen er meget tilfredse med samarbejdet.
- Eleverne har arbejdet grundigt med det og lavet drejebøger. Det var et oplagt og meget passende projekt, hvor de selv kunne arbejde med computerne, bruge video og indtale engelsk speak. Så der var noget for alle elever. Vores kunder kommer til at efterspørge sådanne videoer, så projektet er meget realistisk og brugbart, siger de begge.

Da Kent H. Jeppesen også er formand for Favrskov Erhvervsråd, har han ekstra fokus på, at erhvervslivet skal spille med i Den Åbne Skole.
- Virksomhederne har brug for dygtige medarbejdere, og derfor er vi selvfølgelig interesserede i, at eleverne som udgangspunkt vælger den rigtige uddannelse og det, de kan blive bedst til. Derfor er det en god ide, at vi inviterer dem indenfor, siger Kent H. Jeppesen, og Flemming Jessen supplerer:
- For mange af dem er det en øjenåbner, hvor de finder ud af, hvordan en arbejdsplads egentlig fungerer. De får nuancerne med.
Kent H. Jeppesen og Flemming Jessen kalder samarbejdet en fordel for både skolen og dem selv, og de har ikke brugt så meget tid på det, så de gør det gerne igen.

Den melding er de involverede lærere glad for. Monica Østergaard Jensen, Camilla Lægaard og Mette Bjørn har oplevet nogle meget engagerede elever.
- De har været vilde med at besøge virksomheden og se noget andet. Og de kan godt lide, at der er blevet stillet krav til dem. Deres mange kompetencer har været i spil, og de har givet udtryk for, at det har givet rigtig god mening. Måske har de også fået input til, hvad de skal vælge eller ikke vælge i forhold til uddannelse, siger de tre lærere fra Haldum-Hinnerup Skolen.

Eleverne vender også tommelfingrene op i forhold til samarbejdet. Mathias Hauge er i forvejen vild med computere.
- Og så er det jo fedt at komme i dybden med dem og prøve det med egne hænder. Vi har fået lov til at gøre meget selv, og de har virkelig troet på os, siger Mathias Hauge, der er fast besluttet på, at hans uddannelse skal have noget med computere at gøre.
Klassekammeraten Thea Mortensen tror lige nu, at hun vil være fotograf eller arkitekt.
- Det er rigtig godt at komme ud i virkeligheden og prøve selv at gøre noget. Og det var også sjovt at samarbejde i grupperne og konkurrere med hinanden, siger hun.

I projektet udviklede eleverne også nogle brætspil sammen med Århus Tech. Spillene handler også om bæredygtighed.

 

Dato: 17. juni 2016

Senest opdateret:

17. juni 2016