You are here

Borgerservice river skrankerne ned

Tidsbestilling til alle opgaver, hurtigere betjening og nemmere adgang til betjeningsarealet. Det er de væsentligste formål med ombygningen af Borgerservice i Hinnerup.

Borgerservice har fjernet den store skranke ved indgangen i Hinnerup. Op til sommerferien 2017 var der tryk på hos Borgerservice i administrationsbygningen på Skovvej i Hinnerup. Mange ville have lavet pas, og specielt om torsdagen var ventetiden lang.

Det skal helst ikke gentage sig, og derfor blæser forandringens vinde lige nu over Borgerservice, fortæller afdelingsleder Hanne Skytte:
- Bogstavelig talt har vi brudt skrankerne ned, så adgangen til Borgerservice bliver nemmere, og vi kommer til at udnytte pladsen bedre. Desuden har vi i april fået et nyt nummersystem, så borgerne kan bestille tid til alle vores ydelser hjemmefra. Det kan man gøre på hjemmesiden Favrskov.dk , eller ved at ringe til Favrskov Kommune på 89 64 10 10 eller Den Digitale Hotline på 70 20 00 00.

Hanne Skytte understreger, at det også stadig er muligt at møde op, selv om man ikke har bestilt en tid, men torsdag eftermiddag er som regel meget travl, og uden tidsbestilling til pasudstedelse kan man komme til at vente længe.

I disse uger bliver Borgerservice i Hinnerup indrettet på en ny måde, så medarbejderne fremover kan betjene borgerne ved fem betjeningssteder, hvor der kan udstedes pas og kørekort. Det har man hidtil kun kunnet ved maksimalt tre betjeningssteder. Der bliver også plads til nye fotomaskiner, så borgerne selv kan tage billederne til pas eller kørekort.

De nuværende forandringer er første etape, og til august går den egentlige ombygning af arealet i gang.
- Til august fjerner vi vægge, laver nye betjeningssteder og sætter nyt inventar ind, og det er planen, at vi kan rykke ind i de nye flotte lokaliteter til november i år. Til den tid er vi helt sikkert også blevet skarpe på de nye arbejdsgange og systemer. Favrskovs borgere vil opleve, at vi fra august til november er klemt noget sammen under ombygningen, men resultatet bliver helt sikkert godt, både for borgere og medarbejdere. Nu og her vil borgerne få stor fordel af tidsbestilling, så de ikke skal spilde tiden med at vente, lyder det fra Hanne Skytte.

Dato: 09. maj 2018

Senest opdateret:

09. maj 2018