Folkeregister og flytteanmeldelse
Enhver skal folkeregistreres på den adresse, man bor eller opholder sig på.
Hvis du flytter til en ny kommune, er det den nye kommune, der skal have flytteanmeldelsen.
Hvis du flytter til Favrskov Kommune eller til en ny adresse indenfor Favrskov Kommune, skal du give besked til Folkeregistret i Borgerservicecentret.
Hvis du er tilflyttet Favrskov Kommune, vil du automatisk få tilsendt Favrskov Kommune's velkomstpakke kort tid efter du har meldt din flytning til folkeregistret. Velkomstpakken vil blandt andet indeholde en Mostrup-Vejviser samt praktisk information vedrørende kommunens åbningstider, borgerservicecentre, genbrugsstationer samt forskelligt materiale for kommunens digitale selvbetjeningsløsninger.
Benyt kommunens elektroniske flytteanmeldelse
Har du en digital signatur, kan du med fordel og helt udenfor kommunens åbningstid, benytte dig af den elektroniske flytteanmeldelse til højre på denne side under selvbetjening.
Du skal være opmærksom på følgende:
Flytteanmeldelse
- Flytning skal anmeldes til Folkeregistret senest 5 dage efter flytning
- Flytningen kan først registreres i Det Centrale Personregister på den dato, du oplyser, at du flytter ind på den nye adresse
- En flytning skal altid meddeles skriftligt
- Folkeregistret sender i visse tilfælde en logiværterklæring, når du flytter til en anden persons adresse. Personen, du skal bo hos, skal afgive erklæring om, at du er flyttet ind på adressen
- Flytning fra Favrskov Kommune og til en anden kommune, skal anmeldes til den nye tilflytningskommune
- Har du en digital signatur eller pinkode, kan du melde flytning her
- Du kan også udfylde en flytteanmeldelse og sende den til et af kommunens Borgerservicecentre eller aflevere den i et af kommunens Borgerservicecentre. Udfyld flytteanmeldelsen her
Lægevalg i forbindelse med flytning
- Du kan vælge ny læge, læs mere i lægelisten. Selve valget af læge sker via udfyldelse af flytteanmeldelsen
- Du kan beholde din gamle læge, hvis lægens adresse er indenfor 15 km fra din nye adresse
- Hvis du ønsker en læge, hvis adresse er længere end 15 km fra din nye adresse, så skal du have lægens accept
Læs mere om lægevalg- og skift i forbindelse med flytning
Meld flytning til PostDanmark
Samtidig med at du melder flytning til kommunens folkeregister, bør du også melde din flytning til PostDanmark. Du kan melde flytning til PostDanmark ved at henvende dig til det nærmeste posthus eller ved at benytte PostDanmark's elektronisk løsning e-posthuset. Her har du også mulighed for at bestille og få tilsendt PostDanmark's flyttemappe, som blandt andet indeholder postkort du portofrit kan sende til familie, venner og bekendte.
Navn på din postkasse
Du sikrer, at du modtager din post på din nye adresse, hvis du straks efter indflytning og meddelelse om flytning til kommunens folkeregister samt PostDanmark foranlediger, at dit navn sættes på din postkasse. Hvis dit navn ikke fremgår af postkassen, kan du ikke modtage din post fra PostDanmark. Under emnet "Meld flytning" på Postdanmark's hjemmeside kan du desuden finde en huskeliste for, hvad du ellers bør være opmærksom på, når du flytter.
Huskeliste
Når du flytter til en ny adresse og har meldt din flytning til folkeregistret og PostDanmark, er der en række andre praktiske ting, som du skal være opmærksom på. Nedenstående punkter kan derfor være en hjælp for dig, selvom huskelisten dog ikke nødvendigvis er fyldestgørende.
- Meld eventuelt din flytning til el- og forsyningsselskabet. Nogle forsyningsselskaber kræver information om flytning senest 3 dage før fraflytning
- Ansøg eventuelt din kommune om boligstøtte, hvis du flytter til en lejebolig - læs mere på Borger.dk
- Meld din nye adresse til: Arbejdsgiver, telefonselskabet, forsikringsselskab (ændrede forhold kan påvirke din police/præmie), tandlæge og eventuel speciallæge, eventuelle klubber og fritidsaktiviteter samt abonnementer på aviser/blade
Nogle virksomheder og offentlige myndigheder får automatisk besked om din nye adresse, når du har anmeldt din flytning til folkeregistret.
Læs mere om at anmelde flytning på Borger.dk
Overtrædelse af CPR-lovenOvertrædelse af CPR-loven LBK nr. 1134 af 20.11.2006 kan straffes med bøde. Byrådet kan give bøder ved ikke rettidigt flytteanmeldelse, manglende flytteanmeldelse, afgivelse af forkerte oplysninger om selve flytningen, forsøg på at tilmelde sig fiktive adresser og ved at undlade at give nødvendige oplysninger eller give urigtige oplysninger.
Bødens størrelse
- Flytning anmeldt for sent - 600 kr.
- Hvis man undlader at annullere en anmeldt flytning, som fortrydes - 600 kr.
- Afgive urigtige oplysninger om selve flytningen - 1.200 kr.
- Undlade at give nødvendige oplysninger eller give urigtige oplysninger - 1.200 kr.