Sundhedscafé 10. marts i Hadsten

Sammen med nogle af patientforeningerne åbner Favrskov Kommune en sundhedscafé i sundhedscentret i Hadsten. Første møde er 10. marts 2010 kl. 19.00-21.00. Alle kan deltage, og det er gratis.
 
De frivillige patientforeninger i sundhedscafeen er Diabetesforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Scleroseforeningen.
Der vil være åbent én gang om måneden i tidsrummet 19.00-21.00, hvor der vil være mulighed for at snakke med andre og med lokalforeningerne. Man hører,  hvilke problemer andre har haft, og hvordan de har løst dem. Der vil være mindst to frivillige personer til stede fra hver forening, og der vil også være mulighed for at få målt blodtryk, samt få en kop kaffe eller the.

Første cafeaften foregår 10. marts 2010 kl. 19.00-21.00 i Favrskov Sundhedscenter, Hovvej 76, Hadsten.

Diabetesforeningen
ledes af en bestyrelse med otte medlemmer og med Gitte Andersen, Hammel, som formand. Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, som rammer stadig flere mennesker – uanset alder og køn. I Favrskov Kommune er der statistisk set godt 4.100 personer, der befinder sig i risikogruppen. Type 2-diabetes udløses af en kombination af arvelighed og uhensigtsmæssig livsstil.

Hjerteforeningen
har i efteråret haft fokus på kvinder og hjertekarsygdomme med kampagnen ”Elsk Hjertet”. Kampagnen forsætter i 2010 , hvor der blandt andet i Hjerteugen (uge 16) er blodtryksmåling hos Matas. Kvinder rammes af hjertekarsygdomme i stor set samme udstrækning som mænd, dog typisk ti år senere.  Det er derfor vigtigt, at man kender sine tal for kolesterol, blodtryk, blodsukker m.m. Bestyrelsen består i dag af syv medlemmer med Poul Erik Østergaard, Hammel, som formand

Kræftens Bekæmpelse
har i lokalforeningen otte bestyrelsesmedlemmer med Åse Damgaard, Ulstrup, som formand. Foreningen deltager aktivt både i landsdækkende og lokale arrangementer. Blandt andet kan nævnes ”Støt Brysterne”, pilotprojekt om rygestop, Thorsøløbet, Lilleå Marked m.m. Det største arrangement er landsindsamlingen, der finder sted her i foråret. I Favrskov Kommune er der hvert år ca. 250 nye kræfttilfælde og ca. 2.000, der lever med kræft, hvoraf en tredjedel er i den erhvervsaktive alder.

Scleroseforeningen
i Favrskov Kommune er oprettet i 2006 med Jette Bremer, Ødum, som formand. Jette Bremer er uddannet sygeplejerske og har i mange år været aktiv i Sclerosearbejdet i Århus. Sclerose er en sygdom, som er lammende for de personer, som rammes, og i dag er ca. 10.000 mennesker på landsplan ramt af sygdommen. I Favrskov Kommune har foreningen kendskab til ca. 100 ramte. Foreningen arbejder hovedsaligt med oplysning om sygdommen og med indsamling af penge, blandt andet møntindsamlinger i butikker.

Fra Favrskov Kommune har sundhedskonsulent Linda Johansen stået for det overordnede med hensyn til sundhedscafeen. Alle involverede håber, at dette nye tiltag i kommunen bliver en succes, og at alle interesserede vil møde frem og få en snak om sundhed og meget mere. Man behøver ikke at være medlem af en forening. Derfor er alle borgere i Favrskov Kommune velkomne – og det er gratis for alle.
Publiceret: 08-03-2010
Email til redaktør: Dorthe Lerche